• Business-overblik: Halv million danskere får privat forsikringsrådgiver i lommen

    Источник: BDK Finans / 03 сен 2024 01:20:22   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til tirsdag morgens hurtige Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Statsminister: Europa skal være mindre afhængig af kinesisk teknologi Danske børsmastodonter rammes af svagere dollar Topøkonomer og Brian Mikkelsen reagerer på socialdemokratisk kampskrift: »Som at sige, at jorden er flad« Volkswagen overvejer historiske fabrikslukninger i Tyskland Men vi begynder i forsikringsverdenen med noget af en nyskabelse. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Halv million danskere får privat forsikringsrådgiver i lommen 500.000 privatkunder i forsikringsselskabet Topdanmark får senere på måneden den første personlige rådgiver baseret på kunstig intelligens. »Vores kunder får en personlig forsikringsrådgiver til rådighed 24 timer i døgnet liggende nede i lommen, hvor de kan stille specifikke spørgsmål om deres egne forsikringspolicer,« siger Kasper Tjørntved Davidsen, koncerndirektør for it i Topdanmark til Finans. Man kan stille spørgsmål til Top GPT om sin egen forsikringsdækning, og ifølge koncerndirektøren kan Top GPT svare på ret så komplicerede og specifikke spørgsmål, fordi den har adgang til alle forsikringsoplysninger. Sager om personskader vil dog ikke være omfattet, ej heller store og komplekse forsikringssager. Topdanmark lægger vægt på, at man skal kunne stole på de svar, som man får. Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen finder det nødvendigt, at forsikringsselskaber og alle private virksomheder gør brug af kunstig intelligens. Særligt unge er ikke vant til at ringe om råd men vil ifølge ham »hellere betjene sig af en upersonlig og objektiv, kunstig intelligens«. Det skriver andre medier om 1. Statsminister: Europa skal være mindre afhængig af kinesisk teknologi Europa skal være mindre afhængig af kinesisk teknologi. I et interview med den britiske finansavis Financial Times opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til, at europæerne ændrer "vores holdning og måden, vi ser på verden på, som bygger på fredstid". Europa skal investere mere i egen teknologi. »Vi var alt for afhængige af russisk gas og olie, og nu gentager vi det med Kina i forhold til mange teknologier, hvilket er en fejl,« siger hun uden at ville ind på, om handelsrestriktioner mod Kina er nødvendige. 2. Danske børsmastodonter rammes af svagere dollar En stærk dollar har længe sikret de største, danske virksomheder en god forretning, men den seneste tid er den amerikanske valuta blevet svækket, hvilket får konsekvenser for dansk eksport. Det skriver Finans. Særligt medicinalgiganten Novo Nordisk men også Genmab, Bavarian Nordic, Mærsk og Vestas er alle dollarfølsomme, og USA er Danmarks største eksportmarked. Den danske eksport hertil var i 2023 på 292 milliarder kroner. En analyse fra Sydbank viser, at en ti procent lavere dollar vil betyde et fald i den samlede indtjening i virksomhederne i C25-børsindekset på fem-seks procent. 3. Volkswagen overvejer historiske fabrikslukninger i Tyskland Den tyske bilgigant Volkswagen (VW) overvejer for første gang at lukke fabrikker i Tyskland som følge af det stigende prispres på europæiske bilproducenter fra asiatiske konkurrenter. VW overvejer ifølge nyhedsbureauet Reuters at lukke en større fabrik og en komponentfabrik, men der er ikke sat lokation på dem. De lokale fagforeninger, hvis repræsentanter mandag blev informeret, har lovet heftig modstand od lukningerne. VW beskæftiger omkring 680.000 ansatte. VW, som også står for bilmærkerne Audi, Porsche, Seat, Škoda, skal frem mod 2026 skære udgifter for ti milliarder euro væk for at sikre en økonomi i overgangen fra benzin- og dieselbiler til elbiler. Det skriver vi om 1. Topøkonomer og Brian Mikkelsen reagerer på socialdemokratisk kampskrift: »Som at sige, at jorden er flad« Prominente socialdemokrater advokerer i ny bog for, at mangel på arbejdskraft kan være en god ting. I et andet ringhjørne står Brian Mikkelsen, der er dybt uenig. Men hvem har ret, og er velfærdssamfundet truet af mangel på hænder? Det har Berlingske spurgt tre topøkonomer om. Læs historien her. 2. Det kan være hundedyrt. Men sådan fik jeg internet til 30 kroner En masse nye studerende flyver i disse dage fra deres forældres rede, og for første gang vil mange af dem opdage, hvad det koster at have internet i hjemmet. Jeg fik selv et chok, men en speciel router sparede mig for mange penge. Læs historien her. Det bør du også læse I dag passerer elbilerne i Danmark en vigtig milepæl – jyderne har mest fart på I dag runder mængden af elbiler på de danske veje et rundt hjørne, og fra at være et udpræget københavnerfænomen er det nu jyderne, der fører an i elektrificeringen af deres biler, viser nye tal. Læs historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser mandag: Dow Jones: +0,55 procent S&P 500: +1,01 procent Nasdaq: +1,13 procent Asien – indeks tirsdag kl. 7.10: Japan Nikkei: -0,14 procent Hongkong Hang Seng: -0,37 procent Kina CSI Shanghai: -0,52 procent Tak, fordi du læste med, og rigtigt god tirsdag! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-halv-million-danskere-faar-privat-forsikringsraadgiver
Опубликовать